I sin bog “Vejen til hestens hjerte - og dit eget” skriver Marianne:

“For mig er Tinna ikke bare en hest, så jeg kan ikke bære tanken om at lade en lastbil fyldt med døde dyr hente hende. Hun må æres. Min mand og jeg er helt enige om, at hun skal hentes af Dansk Dyrekremering. Hun skal have en værdig afsked. Da den lille lastbil ankommer, kan jeg næsten ikke være i min egen krop. En mand træder ud af bilen og spørger med andægtig stemme: »Hvor ligger din kære ven henne?« Det er en lettelse at høre ham tale så respektfuldt om min kære ven. Han fortæller, hvordan han forsigtigt vil hjælpe hendes døde krop op på ladet.

Da vi står på marken, siger han stille: »I har al den tid, I skal bruge.« Jeg lægger mine arme om halsen på Tinna en sidste gang. Min søn aer hendes bløde pels. Min mand tager mig forsigtigt væk fra hende, og vi står alle tre og betragter hende. Da vi er klar, nikker jeg til chaufføren, der med største omsorg sørger for, at hendes tunge krop bliver bragt op på ladet. Hendes man og hale bliver samlet, så der ikke er noget, der hænger mærkeligt ned. Da hun ligger i bilen, hopper jeg op til hende og lægger hvide roser på hendes sorte, blanke pels. Jeg kysser hende og kravler langsomt ned. Min mand, min søn og jeg står og holder om hinanden, da døren til lastbilen forsigtigt bliver lukket. Chaufføren nikker til os og siger: »Jeg kører hende lige så stille afsted nu.« Alt har været stille den sidste time, men da motoren starter, og lastbilen langsomt triller ud fra marken, begynder solen igen at varme, og fuglene igen at synge. En smuk, lille sangfugl sidder i træet, hvor Tinna lå. Den synger den fineste melodi, mens lastbilen langsomt forsvinder. Med Tinna."

bubblemedia